Da jeg skulle sætte kæresten på toget hjem var det med et stik i hjertet. Han har de her tre skønne unger der bor ved ham fast. De er hjemme ved deres mor fra fredag til søndag, hver 14 dag. Det er med ambivalente følelser, for det er en KONSTANT reminder om at jeg ALDRIG vil kunne udfylde en bestemt rolle. At de dejlige unger ALDRIG vil blive MINE. At jeg et eller andet sted, ALDRIG vil slå 100% til.
Jeg kan blive den seje bonus-mor, men det er jo IKKE helt det samme som at være deres mor! Jeg er selv skilsmissebarn & ved hvordan det er. Jeg var 'heldig' (hvis jeg ellers havde troet på held ;)), at jeg havde & har verdens bedste mor (min bonus-mor).
Jeg er adopteret af min bonus-mor & har ingen kontakt med min biologiske mor. Det er noget som jeg selv har valgt! Hun (min biologiske mor), ér, IKKE, til at regne med.
Den der med, 'hvad jeg må & IKKE må', er jeg kommet over. Vi, kæresten & jeg har efterhånden været sammen i lidt tid nu. & der har jeg efterhånden 'fundet ud af' eller 'lært', hvordan & hvorledes tingene hænger sammen.
Det er mere den der med, at jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg ville ønske at de var MINE. For som jeg har sagt til kæresten, så er han uerstattelig. Det er jeg jo IKKE!
Hvis vi går fra hinanden, så mister jeg IKKE kun ham, men &så DEM!
Jeg har INGEN rettigheder. Så kan jeg 'bare' gå & savne dem. Men ikke ha' mulighed for at stille noget som helst op. Jeg kan jo mærke hvor glade de er for mig, & jeg er MINDST lige så glad for dem.
Det har været, SÅ FEDT, at se hvor meget fx., kærestens ældste er vokset i den tid, kæresten & jeg har været sammen. Fra at være en pige, der var, MEGET genert & usikker, ér, hun nu begyndt, at turde en masse. Det er super fedt at se, hvordan hun er begyndt at blomstre, bare på den korte tid jeg har kendt hende.
Jeg kan mærke at jeg har haft noget indflydelse & det er fedt! Men jeg føler at jeg hele tiden, skal løbe en smule hurtigere. At jeg skal gøre ekstra for at kunne slå til.
Det 'eneste' jeg har at tilbyde, er, den jeg er. Jeg tror IKKE, på den der med at skulle købe børn!
Det 'eneste' jeg KAN gøre, ér, at være tilstedeværende, nærværende & lytte, når de har brug for et par øre!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar