Udfordringen!!! :)

Gode idéer!!!

Jeg fik denne her ide, for, ca. en uge siden hvor jeg var ude & gå mig en tur. Jeg følte at jeg manglede noget formål med de ting jeg går & laver. At jeg manglede & savnede noget fokus & så NETOP formål, et mål at gå efter.

Så mens jeg gik mig den her tur & alt imens jeg begyndte at miste følelsen i fingrene pga. kulde (fordi at jeg absolut skulle ta' en masse billeder ;)), slog det mig. At jeg jo kunne gi' mig selv den her udfordring, at jeg SKAL ud & gå mig en tur HVER DAG!!!
I må bære over med mig, for, jeg har endnu ikke udformet ideen HELT endnu. Den er stadig på "tegnebrættet" & "still in the making" ;)

Nå, men det jeg er kommet frem til indtil videre, ér, at jeg, altså SKAL ud & gå mig en tur, HVER DAG. Jeg har endnu ikke besluttet, OM, der skal være en længde/tid på mine gå-ture! Men hovedsagen, er,  at jeg kommer ud & får mig noget luft & får taget nogle billeder :)

Jeg har allerede et par foto-projekter kørende. Bl.a., mit bøg-projekt & jeg er begyndt, her for nylig at tage billeder af forskellige ting på mit arbejde &så. Så de ting er ligesom på plads :)

Jeg ved ikke om jeg gaber over FOR MANGE projekter på én gang. Men det giver mening for mig lige nu, at ha' de her ting igang. For så føler jeg, at der er en smule 'mening med galskaben' ;)
Jeg savner ofte noget at ta' mig til herhjemme, at ha' noget at gå efter & noget at glædes over. & hvis et par foto-projekter, kan afhjælpe kedsomheden, rastløsheden & indimellem en smule ensomhed. Then, what the heck? ;)

I hvert fald, så håber jeg at jeg finder noget mening & så skal jeg lige ha' lavet/udarbejdet nogle 'retningslinjer' eller hvad jeg nu skal kalde det, for, hvad, hvordan & hvorledes denne udfordring skal forløbe :)

Reaktionen på andres sygdomme eller mangel på samme...!?!

Hvilket svar?

Så sidder jeg på arbejdet & får den her sms fra en veninde der igår blev indlagt på hospitalet til observation. Hun har haft de her anfald som lægerne gerne ville undersøge om kunne være epilepsi. Hun skulle være indlagt fra mandag til torsdag. Men er så blevet udskrevet idag fordi at hun havde haft et anfald i nat. Lægerne mente IKKE at det var epilepsi, men et eller andet med overbelastning af et eller andet halløj. Hmmm, tænkte jeg. Jeg har selv sygdom MEGET tæt inde på livet & kan bedst li' at folk spørg end at de, "står & mumler i skægget". Men da jeg modtog den sms fra min veninde, vidste jeg ikke HVAD jeg skulle svare. Vi havde snakket sammen inden hun blev indlagt, hvor hun havde givet udtryk for at hun ET ELLER ANDET sted ønskede at det VAR epilepsi. For så ville hun ENDELIG få nogle svar på HVAD det var hun fejlede. Da jeg så modtog den sms, for ikke så længe siden, blev jeg lidt i tvivl om HVAD jeg skulle svare?

Skulle jeg svare at jeg var ked af at det IKKE VAR epilepsi? At det var GODT at de havde fået afskrevet det? Eller velkommen til "vi-kan-IKKE-finde-ud-af-hvad-du-fejler"-helved? Hmmm, måske IKKE!!!
Men jeg ved at hun har været igennem MANGT & MEGET for at finde ud af hvad det er. & de har undersøgt hende (undskyld mig udtrykket ;)), i hoved & røv, for finde ud af HVAD hun fejler. Hmmmm.

Det hele startede efter at hun havde været i Indien for at lave noget frivilligt arbejde, på en skole for kvinder tror jeg det var. Hun havde brækket benet, var endt på et hospital, hvor de ikke fik sat det ordenligt på plads. & da hun så kom hjem til DK igen, & STADIG havde store efterveer efter det brækket ben. Mente de dansk læger at der nok var en sammenhæng. Efter flere år, en masse undersøgelser & efter at de troede at de ENDELIG troede at de havde fået den ene eller den anden diagnose. Så er hun endt her. & alligevel IKKE! For de ved jo stadig IKKE, HVAD det er hun fejler. Det er som en bobbel der ikke vil briste, en ting indeni der ikke vil lade sig åbenbare. & hvad skal man som ven/veninde stille op, svare eller gøre, andet end at bakke op om & støtte personen. Hmmm, jeg ved det ikke. Andet end at gøre det jeg i forvejen gør. Vær der hvis hun har brug for for det. Ha' dejligt "brede skuldre" som hun kan læne sig op ad & græde ved hvis det er det hun har brug for.
Men hold kæft det kan være svært at vide hvad man skal sige & hvad man IKKE skal sige. & i hvilke situationer man skal sige hvad. Det er en svær balancegang indimellem. Jeg spurgte så i denne her situation, en kollega hvad han syntes jeg skulle svare. For jeg vidste det ærlig talt ikke ;)

Historier fra dronningen af rodløshed - Del 1

Frustreret, mig? NEJ da & det er slet ikke ironisk ment. Eller noget, et eller andet.
Jeg har fået den her dejlige mand ind i mit liv, men han kommer så med den bagage, at han er alenefar på FULD tid, bor i kollektiv med sine egne børn, sin søster, søsterens børn, søsterens kæreste & sine forældre. Vi ér, (jeg er ikke HELT flyttet ind, ENDNU. Selvom at kæresten & ALLE ungerne "are dropping hints", konstant), TOLV mennesker i et ALT FOR LILLE HUS. Hvilket resultere i, at kærestens & mit værelse er en FORBANDET MELLEMGANG. Vores værelse, ER, en gang der føre fra, ungernes værelse (hans tre VIDUNDERLIGE unger), & ud til trappen som føre ned til første salen. Ungerne skal være på deres værelse kl. 21.00. Men det giver jo IKKE ro. Hvis de skal på toilettet, ha' noget at drikke & so on, skal de jo igennem vores "værelse". Hvis man kan kalde det, det. Vi har ingen seng, men en SKOD-sove-sofa! Så dejligt det kan være at ungerne er tæt på, MEGET TÆT PÅ, ligeså MEGET kan det være en KÆMPE prøvelse. Der er aldrig fred, aldrig ro & aldrig PRIVATLIV. Jeg har brug for, BARE ENGANG IMELLEM, at kunne lukke døren & IKKE at skulle forholde mig til, legetøj i hoved, skoletasker OVER det hele eller skænderier over hvem der legede med dukken først. Men omstændighederne er ikke sådan pt.. Så der er perioder, hvor, tålmodigheden er en by i Rusland & hvor det, at være udhvilet er utopi.

Samtidig er det jo VIRKELIG dejligt, at hygge & putte. Jeg føler mig ENORMT priviligeret over HVOR GODT jeg er blevet taget imod. Dels af ungerne & dels af svigerfamilien. Jeg føler mig allerede som en del af familien. Men der ligger også et savn & en sorg der. En sorg over, at jeg ikke har det sådan med min egen familie. Et savn til min egen familie. For jeg har jo ikke været med helt fra start. Været med HELE VEJEN. Det er svært. Fx., op til jul, hvor vi stod & pyntede juletræet. Dels foregår det jo anderledes i min familie, vi har jo andre traditioner. Dels, så snakkede de meget om familiehistorier, der var knyttet til noget af det forskellige pynt. Jeg følte mig SÅ malplaceret, SÅ udenfor & SÅ MEGET forkert et eller andet sted. Jeg følte mig som en "intruder", at jeg trængte mig på & var en del af noget, som jeg, rent faktisk IKKE var en del af! Samtidig var jeg ENORMT ked af, at jeg IKKE har en familie på den måde. At det ville ha' været nemmere at komme igennem, hvis min familie OGSÅ var sådan. Men min familie, er, af sådan en slags, at der er en MASSE skelletter & spøgelser. Som INGEN vil snakke om, medmindre at de har fået noget vin indenbords. Hvor det så bliver vendt til beskyldninger & anklager i stedet. Så familie-arrangementerne i min familie, er, ENORMT opslidende, ENORMT trættene & ENORMT deprimerende. At blive haglet ned, eller at skulle høre på at de hagler HINANDEN ned & efterfølgende beder en om at ta' parti, falder ikke ligefrem ind under betegnelsen "hyggelig". Så det er med STOR ambivalens, at skulle være del af en andens familie, som jeg IKKE har nogle minder med, ENDNU. At skulle blive mindet om konstant, at man rent faktisk & ikke helt, er, en del af en familie. At jeg ikke rigtigt høre til nogen steder. At jeg ikke er rigtig er en del af noget familie-"fællesskab".

Jeg er outsideren, "the intruder". At skulle være "familie-løs", var, ligesom et "koncept", jeg havde taget til mig. Jeg har været i en del forhold, & jeg har 100% også et ansvar, hvor det er endt MEGET GALT. Jeg har været over-ansvarlig & mine tidligere partner, under-ansvarlige. Jeg var ligesom nået frem til at jeg, IKKE ville kunne tiltrække mig "one of the "good" guys", for, jeg havde svært ved at ændre mønstret med UENDELIGT DÅRLIGE selvværd. Jeg troede IKKE på mig selv & på, at det at få mig, min EGEN familie, var mig forundt. Jeg vidste ikke om jeg syntes at det var besværet værd, når jeg endte med få endnu et hak nedad pga., dårlig dømmekraft, dårligt selvværd & ingen tro på NOGET SOM HELST. At det skulle blive anderledes, troede jeg heller ikke var en valgmulighed. For jeg følte at jeg, HAVDE, gjort et reelt forsøg & givet det nok chancer. Hvorfor så spilde tiden mere på noget der var formålsløst?

Jeg har så fundet ud af, at det, IKKE er HELT, Så formålløst, nedslående eller udenfor min rækkevidde. Det er stadig enormt hårdt & indimellem tvivler jeg på min kærestes motiver for at være i det her forhold. Men jeg ved at han vil mig, når han, fx., har købt min yndlings chokolade eller massere mig, selvom at han selv er pisse-træt.

Teknologien, hmmmm....!

Hmmm, jeg blev overrasket da jeg fandt ud at dette blog-indlæg, IKKE, var forsvundet. Jeg troede at jeg havde mistet det. At det var blevet væk i web-universets-ingentings-land.
Jeg nulstillede min telefon her i weekenden. & har ikke rigtig været inde på min blog efterfølgende. Så jeg blev noget overrasket, da jeg idag, gik ind for at tjekke. Lysten var der, skrivelysten. Den har ellers været, IKKE eksisterende længe. Jeg har været lidt træt af det hele efter at jeg er kommet hjem fra "over there"
Det hele virker & føles, SÅ FORKERT, så gråt & SÅ kedeligt. Men NU, skal det da ud i æteren!!!

Savn

Sidder med, ja jeg ved ikke med hvor hoej feber, men i hvert fald med feber. Mit hoved foeles SAA tungt at det kan trille af, hvert oejeblik det skulle vaere. Jeg er traet & kunne sove dagene fuldkommen vaek. Det er saa bare lige det jeg ikke kan. Den afdeling af mit arbejde som er bosiddende her i New York. har besluttet at vi skal ud paa den her gaard som er en del af deres rehabiliterings center. Jeg snakkede med lederen her tidligere, om at jeg gerne ville blive her i New York. Saa ville jeg ha' muligheden for at faa samlet kraeftertil naeste uge. I de sidste to uger har jeg hoert ham praedike, stolpe op & stolpe ned om, hvor fedt det her er & at man giver folk, en chance & bla, bla bla. Da jeg kom & spurgte om jeg ikke kunne blive i NYC, saa jeg kunne komme paa fode igen fik jeg TO valgmuligheder. Enten kunne jeg ta' med op paa den der gaard eller ogsaa saa kunne jeg ta' hjem. Jeg foeler, et kaempe ansvar. Dem der valgte mig til at ta' afsted fra mit arbejde, har tiltro til mig & mine evner. Det var ogsaa derfor at jeg saa det som en god loesing at blive her i NYC & samle kraefter til den sidste uge her. Men NEJ!!! Jeg blev edderspaendt rasende & mistede LIGE DER, ALT respekt for ham leder. Jeg kan IKKE ha' et respekt for et menneske der i min verden siger, EN ting, alt imens han goer noget andet. Saa lige der paa stedet roeg respekten.

Ingen flugt!

Jeg plejer at flygte & løbe fra at binde mig til nogen. At involvere mig følelsesmæssigt. At lukke folk ind er svært & næsten noget der føles som en umulighed. For hvis det bliver ægte & der virkelig er nogen der vil mig, så går der ikke længe før de finder ud af HVEM jeg er & så vil de IKKE kunne lide hvaf de ser.

Sådan har jeg levet det meste af mit liv. Flygtet fra ALT hvad der var smukt, dejligt & godt for mig. Flygtet fra kærligheden, flygtet fra livet & flygtet fra dem der VIRKELIG VILLE mig.
Så har jeg ikke behøvet, at skulle tænke på at blive såret, svigtet eller blive ensom IGEN. For hvis jeg forsatte med at blive i min SELVVALGTE ensomhed, kunne jeg IKKE røres, IKKE komme ned med nakken & IKKE behøve andet end det jeg havde, lige her & lige nu

Men efter at have oplevet den smukkeste, dejligste & den reneste kærlighed, kan jeg IKKE forestille mig et liv UDEN den ved min side!!!
At leve UDEN, er som at spise risengrød uden smør & kanel, at leve i en sort/hvid verden HELT UDEN farve. Så hvorfor være bange for kærligheden & ALT det fantastisk smukke den bringer med sig?
Efter at jeg mødte den her fantastiske mand, der viste mig, at ÆGTE kærlighed er SMUKT, DEJLIGT & FARVERIGT, tog jeg mig selv i, IKKE at være bange. Jeg blev overrasket, MEGET overrasket. For hey, jeg KUNNE jo godt. KUNNE blive i det UDEN at flygte, KUNNE suhe det HELE til mig UDEN at være bange & KUNNE elske TILBAGE, UDEN at blive overvældet af en ENORM & fortærende frygt.

En frygt, der før i tiden overtog mig FULDKOMMEN.
En frygt, der fyldte SÅ MEGET, at jeg følte at jeg IKKE kunne få vejret.
En frygt, der skubbede mit JEG væk & gjorde mig til en anden. En anden, som IKKE kunne tage imod omsorg, nærhed, intimitet & VIGTIGST af alt, tage imod kærligheden.

Jeg er dybt taknemmelig for, at have mødt et menneske som den her helt specielle mand. Der åbnede mine øjne for at KÆRLIGHED, så absolut, IKKE er farligt, svært eller skræmmende. En mand der lærte mig at JEG OGSÅ er værd at ELSKE!