Absurd?

Sidder her i hjertet af New York med Times Sqaure kun nogle få blokke væk & fundere over "The New York Sound"

Her er der en KONSTANT summen fra trafikken på 9th Avenue. En af de STORE gader her i New York.
Gaderne der hedder streets er i NYC standard SMÅ gader & dem der hedder avenues, er, størrere gader.
Nå, men bor altså i en sidegade til 9th Avenue & undres over, at det eneste sted jeg finder bare den mindste ro. Er når jeg er ude & ryge. For hvor selvmodsigende det end lyder, er dét, det eneste tidspunkt hvor der IKKE er nogen der snakker til mig & afkræver mig et svar. Så selvom, at det HØJE støjniveau fra 9th,  kan høres i miles omkreds, så har det fået den samme beroligende effekt, som hvis jeg sad ved havet. Trafikstøjen er en EVIG & KONSTANT lyd her "In The Big Apple" :)

Byen der overrasker KONSTANT!

Har du nogensinde været i New York?

Hvis ja så ved du hvad jeg snakker om. Når jeg siger at det her er en by fyldt med kontraster!
På en måde, kan man IKKE undgå at elske den. Men i samme åndedrag, blive totalt overvældet & irriteret.
Den er SÅ KÆMPE. Så fuld af alt muligt.
Fx., skal skraldet ud ved 17.00-tiden. Hvis den bliver sat ud før, kan man få en bøde. Når man så kommer ud næste morgen. Er der mange steder, hvor går-dagens skrald STADIG står & venter på at blive afhentet. Hmmm

Der er også mennesker OVER det hele. Der en jo en grund til det hedder "Byen der IKKE sover"!!!
MANGE butikker har døgnåbent. & i mange butikker, er der, BÅDE dagligvarer & apoteker. MÆRKELIGT, at stå over æhhhæ æggene i køledisken & samtidig, kunne købe medicin i samme åndedrag. Noget jeg lige skal vænne mig til ;)

Over bekymret, angst?

Hvor er jeg overrasket!!!
Alle de bekymringer, angst & second doubts, jeg havde omkring mig selv. Blev blæst væk, da jeg stod herovre. ALT, & det er bogstaveligt talt, ALT. Er MONSTER STORT. Jeg har så travlt med at suge det HELE til mig, at jeg, dels glemmmer at være bange & dels SLET IKKE har tid til det.

Der er SÅ MEGET at se, & jeg der er et menneske der lægger mærke til ALLE små krummelurer & detaljer på bygninger, veje osv. skal bare se & se. Wauw :D

Elsket allerede NYC ;)

Gennemsigtighed & Forsvindings-Numre

"I'm not here, not here
I disappear when u are near"
- Sound of Arrows

Er for tiden hooked på en sang af den svenske gruppe Sound of Arrows. Godt nok kan den tolkes som en kærlighed sang. Eller at der er bestemte mennesker, hvor man føler sig reduceret, at man glider i ét med tapet. Eller whatever.

Sådan har jeg det så ikke. Jeg har bare lidt til at forsvinde, gemme mig, være gennemsigtig.
Føler at der i disse dage er ALT for MEGET fokus på mig. Jeg har svært ved at rumme det. Føler at de (mine kollegaer), HVERT ØJEBLIK, det kan være, opdager mit 'bedrag'.
IKKE at jeg på NOGEN MÅDE snyder! Men angsten for, IKKE, at kunne leve op til forventningerne, ligger, SÅ dybt & indgroet i mig. At jeg har svært at abstrahere fra dem.

Jeg bliver er eller andet sted irriteret på mig selv over, at det fylder. For de ville da, for fanden, IKKE,  vælge MIG til at ta' til NY, hvis ikke de så en MASSE potentiale i mig!!!

Jeg er, ENDELIG, begyndt at se denne tur som en mulighed for mig, til, langt om længe, at komme ud af 'dårligt-selvværds-helved'. At komme ud af alle de forbandede tanker, der, får mig til at føle mig SÅ lille

Ked af det-hed

UBESLUTSOM

Så er det lige at jeg ikke gider at være på arbejde. Syntes at der er tusind ANDRE ting jeg hellere vil. Men når det kommer til stykket, ender det nok med at jeg alligevel ikke får gjort de ting jeg gerne vil. Er så træt af jeg kunne falde i søvn. Men min kontorstol er så ikke lige den bedste eller mest behagelig. 

Hvor var det svært i morges. Var ved kæresten i weekenden. Ungerne (hans fastboende børn), var lidt kede af at jeg skulle afsted. Tror at de var bange for at jeg ikke ville komme igen.

Hans mellemste hang meget på mig i weekenden. Hun blev konstant ved med at spørge mig hvornår jeg skulle hjem & hvornår jeg kom igen. Syntes at det, HVER GANG, er, så forbandet svært at skulle sige farvel. Selvom at jeg kommer igen, så, savner jeg dem jo forbandet meget. &så selvom at det ikke er mine unger. De er bare så skønne & dejlige. Det er hårdt at blive "bonus". Altså, alt det der med, hvad må jeg? Hvad må jeg ikke? Bliver jeg accepteret? Eller er jeg den dumme nye kæreste? Vil de kunne li' mig? Eller bliver det en kamp? Hvor meget kan jeg tillade mig?

De har heldigvis taget RIGTIG GODT imod mig. & de kommer SELV hen & vil ha' knus & kys (hvilket er noget jeg lægger STOR vægt på!!!). Børn skal ha' en masse omsorg, en masse kys & en masse nusning. Alt det fik jeg ikke som barn, derfor er det egentlig lidt pudsigt, at jeg er blevet, SÅ kærligt et menneske?
Men jeg ved ikke noget BEDRE, end at putte, hygge & ha' det fedt.

Her i lørdags var vi så til nogle af ungernes karate-halløj. Det var faktisk pænt fedt & kærestens ældste gjorde det bare SÅ godt!!!

Men hold da op, udover at jeg, kommer til at savne ungerne. Kommer jeg &så til at savne lækkermåzen ad helveds til. Omstændighederne er indimellem svære. Det er endt med at jeg selv skal tage ind i lufthavnen. Jeg kender ingen der kan køre mig & kæresten skal på arbejde. Så selvom at jeg da HELT SIKKERT, godt selv kan. Ville det ha været rart, "just for once", at ha' en der kan hjælpe. EN som kan få mine i forvejen, hårdt prøvet nerver, beroligt. Jeg er vant til at gøre ALTING selv. & som jeg sagde til ham den lækre i weekenden, ville det være rart. Bare EN GANG, dels at ha' en at følges med. & dels IKKE, at skulle gøre DET HELE alene. Hmmmmmm

 

  

Fanget, glemt eller.......?

Gemmensigtighed?

Sidder & føler mig fanget. Fanget af alt det jeg gerne vil sige, men føler jeg ikke kan formulere. Ordene der hober sig op, følelser der sidder som en klump i brystet. Frustrationer, kaos, usikkerhed, forvirring. Hmmmm

På denne tid næste lørdag sidder jeg i et fly, på vej til New York. Rejse-skræk? Rejse-feber?

Sidste år, var jeg, en uge i Norge. Det var faktisk da ham Breivik, syntes at han lige skulle "hygge" sig lidt med en skyder. Min bedste, på nu 82, ringede desperat til min far. Hvilken ø er det nu barnebarnet er på?????

Min far kunne ikke huske det helt, men mente bestemt, at det IKKE var Utøya. Rigtig nok! Jeg var på Bragdøya. Men for at berolige min bedste, ringede han nu alligevel. Jeg har en mor der er MEGET syg & på plejehjem. Så da jeg så min far havde ringet & jeg ikke kunne få fat på ham da jeg ringede tilbage. Gik JEG i panik. Samtidig med, at der på Bragdøya, SELVFØLGELIG, bredte sig en, forvirret, kaotisk & trist stemning. Ingen vidste hvad fanden det var der foregik, andet end spredte rygter, sætninger fra "virkeligheden" blandede sig med stemmer fra radioer hentet på fastlandet. Da jeg ENDELIG fik fat på min far & derefter min bedste, viste det sig, at de vidste MERE om hvad der foregik end vi i Norge gjorde. Vi var på en ø, uden tv, computere (eller internet), ej heller nogen aviser.
Der var som sagt nogen der sejlede ind til Kristiansand & købte en radio, hvor vi kunne følge en smule med. Det var utroligt SMUKT, at se hvordan nordmændene stod sammen. Hvordan de støttede hinanden & drog omsorg for hinanden. Om aftenen, gik alle ned til en af strandene & sendte lys ud på vandet på staniolsbakker. En oplevelse der var så UBESKRIVELIGT rørende, smukt & ja INGEN ORD kan beskrive den smukke oplevelser.
Det var første gang, jeg i mit liv, var ude at rejse uden forældre. Hvor jeg var på egne ben & skulle ordne tingene selv. Men Norge er ikke sååååå langt væk hjemmefra, at jeg ikke ville kunne komme hjem pænt hurtigt, hvis det virkelig brændte på. Nu står New York snart for døren. Om en uge sidder jeg i et fly på vej mod byen der aldrig sover. Nu står jeg VIRKELIG på "egne" ben. Hmmmm, kan jeg? Kan jeg leve op til det der forventes af mig? Har de ikke set igennem mig & at jeg faktisk IKKE er helt så sej som jeg ser ud??
Jeg syntes der er så meget rod & usikkerhed indeni, at jeg ikke helt, kan forstå, at jeg ikke er blevet "opdaget". Opdaget i at jeg ikke er så god som jeg ser ud. Hmmmmmmmm.
Der var engang, en der sagde til mig, at jeg sætter urimeligt & urealistisk høje krav til mig selv. At jeg forventer ting af mig selv, som, jeg endnu ikke har lært. Ting som jeg ikke "burde" vide eller kende til. Men som jeg pålægger mig selv & forventer af mig selv. Perfektionisten længe leve. Eller nej. For det føles ikke fedt. Det giver mig ikke nogen tilfredstillelse, andet end stress. Fint nok at jeg er perfektionist i forhold til mine billeder, for, mine billeder er SÅ VIGTIGTE et "billed" på hvem jeg er som menneske. & når jeg ved at jeg kan gøre det bedre, VIL jeg også gøre det bedre. Der er det okay for mig, at sætte de krav. For der, vil jeg kunne stå 100% inde for det jeg sender ud i "æteren", ud i vedenen eller u name it???
Det slog mig forleden dag, da jeg, sidst skrev her på min blog, hvor længe siden det var, at jeg sidst skrev. Hvad skete der lige der???
Denne røde Ford, der på det sidste billed, har holdt på min parkeringsplads i, i hvert fald en måned nu. & jeg kan ikke lade vær med at syntes at det er trist. Er der ikke nogen der savner den?? Mangler den??
Åbenbart ikke, for, den står bare der & er efterladt, forladt & fortabt. Den bliver ikke brugt. Bliver ikke savnet eller?
Syntes af det er noget så trist at den bare står der. Den burde være ved nogle der vil den, har lyst til den & som værdsætter den!!!

Hips som Haps

Ulykkes-Fuglen!

 Den der udtrykte ordsproget "En ulykke kommer sjældent alene" eller "At få det forkerte ben ud af sengen", burde få en medaje. En MEGET flot guldmedaje!

 Alt hvad jeg syntes kunne gå galt, gik galt da jeg stod ud af sengen idag. Ej IKKE helt sandt. Men dagen idag, har fra da jeg "stod op", føltes helt malplaceret. & dog!
I princippet, kan jeg ikke påstå at jeg OVERHOVEDET er stået op idag. Er inde i en "de perioder". Sådan en af slagsen, hvor jeg sover ad helveds til. Jeg har sådan nogle "søvn-kategorier", som, jeg sætter mine søvnmønstre ind i. & jeg er i den, hvor jeg enten vågner èn gang i timen eller en gang hvér anden time. I nat kunne jeg så SLET IKKE sove. Så har været vågen, ej er seriøst FOR træt til at regne ;)
New York, rykker tættere & tættere på. UNDER to uger. FUUUUUUUUCK!
Er jeg klar? NEEEEEEEEEEEEEEJ!
Møder jeg opbakning fra familien, (hvis man lige ser bort fra min bedstemor & min MEGET SYGE mor på plejehjemmet). NEEEEEEEEEEEEEJ!!!!
Min svigerfamilie, er, mere spændte på mine vegne end, min, EGEN FAR! Har han ringet én eneste gang for at gøre hvordan & hvorledes? NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!

Er det for meget, at forlange af sin EGEN far, at han ringer til sin datter (der skal rejse til New York i 3 uger), & spørg hvordan det står til?
Er det for meget at forlange at ens EGEN far viser en bare SMULE interesse?
På den anden side, har han jo ALDRIG gjort det. Hvorfor skulle han så begynde nu??????????
Forventer JEG for meget???
Jeg har lært at leve med det. Men når jeg så ser på kæresten & hans familie, kan jeg ikke lade vær med, INDIMELLEM, at blive (misundelig er IKKE det rette ord. For jeg under ham det godt). Men jeg kan ikke lade vær med at føle at JEG går glip af en hel masse. Jeg føler mig udenfor når jeg besøger ham. Føler mig malplaceret, for jeg har jo aldrig haft familie på den måde. Min kære & dyrebare bedste, bor HELT OVRE i jylland. Så det er kun når økonomien vil det, at jeg kan komme derover & få en smule følelse af familie. Samtidig, har jeg, så længe jeg kan huske, båret rundt på en sorg over. At når hun dør, mister jeg det sidste "link", til, følelsen af at ha' en familie. Hvad gør jeg så? Hvem skal så elske mig? Hvem ringer så til mig, når jeg som nu, skal ud & rejse? Hvem elsker mig så?
Det her er IKKE for at få medlidenhed. Men, som nogle coach/terapeut-dimser ville sige, en form bearbejdelse. En form for renselse? U name it! Find de ord der bedst beskriver det jeg mener. HVIS du "getting my drift"? Hmmmmmm
Tør jeg tro på at det forhold jeg er i nu, holder? Ved det ÆRLIGT talt. Tør, tør ikke??????
Jeg har sååååå svært ved at tro på os. Jeg vil SÅ GERNE, &, gør et forsøg HVER DAG, på, ikke at lade min angst få overtaget. For jeg er så vant til, at det, IKKE, kan betale sig at lukke nogen ind. Men det føles jo, SÅ HELVEDS, godt når jeg tør. Skal angsten vinde, eller, tør jeg gå imod den?
Det er det MEGET & ALLER-STØRSTE spørgsmål. Hmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm
Ja, New York, New York. Kommer til at "gå glip" af HELE 3 uger af min bøgs liv. Men godt den er der når jeg kommer hjem. Så er der da noget der er sikkert!!!! ;)

 

Flyvske Drømme

 Indelukket Eftertænksomhed

Sidder her & kan ikke rigtig 'definere' mine tanker. Samle dem om noget som helst. Finde en kontakt til mit indre jeg. En ting jeg ellers plejer at være super-god til. Hmmmmmmm

Elsker da helt sikkert mit liv, meeeen alt kommer med en pris. Sidder & overvejer, vender, drejer. Føler & mærker. Får et billed for mit indre blik, af mig selv gå på stranden ved mine bedsteforældres sommerhus & kigge efter sten. Kigge, lede. Mærke, føle. Sidder lidt med den samme følelse som jeg havde dengang. Jeg tror, at jeg har fundet den 'perfekte' sten. En af de seje med hul igennem, eller, kan det være at jeg for én gangs skyld er heldig at ha' fundet et forstenet søpindsvin eller en vettelys. Nope heller ikke denne gang. Øv & man smider stenen ad helveds til. Ærgelig & skuffet. Min søster & bedstefar, var dengang, ALTID vildt gode. & jeg var ALTID såååå misundelig. Nu, er, jeg irriteret på mig selv over, at jeg ikke føler mig som den jeg plejer at være. Hmmmm, tænke-tanke-virksomhed. Er såååå irriteret på mig selv, at jeg nærmest næsten ikke kan fokussere eller koncentrere mig om andet. Hvilket resultere i at jeg bliver ENDNU mere irriteret. En 'dejlig' skrue UDEN ende, hvis ikke jeg stopper mig selv i denne nedadgående spiral. Hvis jeg kunne beskrive mit utilfredse, men MEGET sjove ansigtsudtryk, ville du på den anden side af skærmen, bryde fuldkommen sammen af grin. Ved at mine ansigts-udtrykke er pænt sjove at se. Har indimellem fået et pænt & sjovt spejl på dem ;)

Hvis jeg tænker over det, ER, det hele jo ikke, heeeeeeelt så galt. Meeeeeen for lidt søvn, for lidt kaffe & et hus fyldt med børn, kan ændre et voksent menneskes syn på tilværelsen. Nå ja, & tilføj så lige en forbandet ondsindet ryg mixet, der gør ondt som ind i helved. Så ved du hvordan det er ;)

Savner det simple liv, bare en SMULE. Hvor jeg ikke behøvede at skulle være så voksen hele tiden. Være så fornuftig. Samtidig kan jeg jo VIRKELIG godt li', at jeg er 'den super seje voksen'. En af tøserne i huset, (hun er 12), kom op & hang med mig. & hun delte nogle fede ting med mig. Hold kæft (undskyld de mindre flatterende gloser ;)), hvor var det fedt. IKKE at være en af de 'åndsvagt pinlige voksne'. Dengang jeg var barn, ønskede jeg, at når JEG blev voksen, så ville jeg være sådan en voksen der lyttede, IKKE var åndssvag eller kom med dumme bemærkninger på børnens bekostning. Så føler mig pænt sej, når jeg, VIRKELIG er en anderledes voksen, end det jeg blev mødt med som barn. Så føler jeg at jeg lige vokser 10 cm. At alting ikke er helt så galt at det ikke er godt for noget. Det er SÅ fedt at jeg på trods af ondt i ryggen, træthed, overload i hoved & træthed, kunne mobilisere 'overskud' nok til at lytte. Jeg følte at jeg var FOR træt & underskuds-agtig, men kunne mærke på denne skønne pige HVOR GLAD hun var for at vi fik snakket. & at hun følte sig hørt & lyttet til. Hey 'Super-sej-voksen'-mærkartet, er, altså IKKE heeeeeeelt dårligt at kunne på-skrive sit 'cv'. I like & det kan måske hjælpe på min følelse af utilfredshed. Så jeg ikke hænger mig i bagatellerne ;)

Stilheden før...............?

Efterårs Selverkendelse

Den perfekte Perfektionist????

Så sidder jeg her på arbejdet & syntes at det hele er noget møg. & det er det jo ikke alligevel. Dejligt ambivalent. Det er noget møg fordi at MIN "kirkebøsse", bankbogen, what ever u prefure to call it, er tom. Slunken, slatten, energiforladt. Syns godt at jeg på magiskvis & helt uden at jeg spiller Lotto, at jeg kunne vinde millionerne. Sådan & helt LIGESOOOOM. HæH, HæH & gnæk, gnæk.

Samtidig, er, min uendelige & influenzaen-der-IKKE-ville-gå-væk, ved at vende tilbage. Jeg giiiiider intet, vil bare stene hjemme under dynen. Så sidder & planlægger HVORDAN, jeg skal hjem & smovse "Super Flyers"-isene hjemme. Ahhh, bliver skønt. Kan ikke vente. Det er en af de der dage, hvor det er dejligt at komme på arbejde, at udrette noget. Men samtidig sidde med følelsen af, at jeg skulle være et HELT ANDET sted. Hvis jeg havde haft en com hjemme, ville det jeg sidder & laver på arbejdet, være noget jeg kunne ordne hjemme i mit HELT EGET tempo. Måske et HINT, om at jeg skulle til at finde ud af noget med en com. Ved godt at det måske lyder åndssvagt, når jeg HAR et arbejde, at jeg så IKKE har råd til en COM, men det er sådan landet ligger. Måske det også, BARE EN SMULE, handler om at jeg er lidt FOR perfektionistisk, & kræver MEGET høj standarder af en COM & andet teknisk udstyr, KRÆVER det bedste af det ALLER-BEDSTE. Hvilket også er MEGET SIGENDE for de kræv & forventninger jeg sætter til & for mig selv. Jeg sætter URIMELIGE krav & standarder for mig selv. Hvis jeg ikke lever op til dem, falder jeg hårdt. RIGTIG HÅRDT!!! Bliver rasende sur på mig selv, KÆMPER LÆNGE, for at komme videre. Jeg er min egen HÅRDESTE dommer & forventer det bedste. Jeg er på det her foto-netværk, hvor jeg nu er begyndt at slappe af & IKKE at SKULLE ramme perfektion HELE TIDEN & KONSTANT. For når jeg før i tiden, tog billeder. Kunne jeg finde på at slette dem ALLE SAMMEN hvis de IKKE ramte det som JEG opfattede som 'Det perfekte'. Så kunne venner osv., sige hvad som helst. For så længe det ikke levede op til det, JEG forventede, var det 'trash'. Jeg er begyndt at lære at tænke 'Outside the box'. At tage billeder fra forskellige vinkler, se verden fra forskellige & anderledes vinkler. Det har MEGET at gøre med at jeg har fået nogle fantastisk dejlige mennesker ind i mit liv, der opfordre & opmuntre mig. Støtter op om mig & bakker mig op. Får mig til at føle mig som NOGET & ÍKKE som den uduelige INGENTING, som jeg har følt mig som siden jeg var helt lille. Jeg søger IKKE medfølelse, empati eller medlidenhed. Det her en selvekendelse, en øjenåbner, en eftertænksomhed. Det er TIL, FOR & OM mig selv!!! Men jeg har siden jeg var barn været ENORMT ensom. Jeg lærte fra 3-års-alderen af, at de voksne ikke var til at regne med, stole på eller ha' tillid til. Så jeg drog i mit lille barnehoved af det kunne jeg da godt HELT SELV finde ud af!!! Ligesoooom!!!!!! Men efter at jeg har fået den her fantastiske, vidunderlige & skønne mand ind i mit liv, er, jeg begyndt´at få øjene op for, at jeg måske IKKE behøver at kæmpe ALENE længere. Han får mig til at vokse, gro, blive større, at tro, at føle mig ELSKET!!! Føle mig okay, at det er okay, at tro på, at folk, ham, VIRKELIG mener det. At det er okay at lukke mennesker ind i mit liv. At turde, lade mennesker komme ind bag ved. at de IKKE forsvinder, piller mig ned til ingenting. At jeg ER værd at elske, at jeg KAN noget, at jeg IKKE er helt så forkert. Jeg er af hans tre FANTASTISK dejlige unger blevet modtaget RIGTIG godt. Den ældste spurgte endda sin far, HVORNÅR jeg kom igen, for hun kunne RIGTIG godt li' mig. Jeg føler, at jeg ENDELIG har fundet et sted, en plads, hvor JEG høre til. Hvor JEG høre til, hvor JEG er en del af & hvor JEG er ønsket!!!

Hold da helt op hvor sådan noget altså kan gøre en KÆMPE forskel. Det betyder langt mere end jeg havde bildt mig selv ind at det gjorde. Men det er jo klart! Jeg havde lullet mig selv ind i en "Jeg skal nok klare mig. Jeg behøver det IKKE". For at passe på mig selv & fordi at jeg fuldkommen havde mistet troen på mig selv & den verden jeg levede i. Jeg har HELT KLART et ansvar SELV! For når man som jeg, BLIVER VED med at gå rundt med en attitude der udstråler, at jeg Ingen tillid har, til omverdenen, så bliver jeg jo ved med at tiltrække & 'opforde' de 'forkerte' typer. Som NETOP bekræfter MIG i mine forudfattede meninger! Jeg får hvad jeg giver ud. & jeg kan IKKE FORVENTE ET NYT RESULTAT, når JEG BLIVER VED MED AT HANDLE PÅ DEN SAMME MÅDE!!! Handlingen skaber forvandlingen & jeg må starte med mig SELV, for at kunne skabe mig en NY & BEDRE fremtid for mig selv. Så min fremtid IKKE bliver min fortid. Tænk, at der skal sådan noget til. Hmmmm, men jeg får, for, HVER DAG der går. Øjene mere & mere op for, HVOR VIGTIGT det er. Hvor BETYDNINGS fuldt det er. HVOR MEGET det betyder. & HVOR dejligt det føles at der, VIRKELIG findes mennesker i verden, der elsker. & som MENER det, når de siger det!!!!

 

 

 

 

Mindful afterthoughts :)

I have this, really big & old beech, right outside my front door. It's so beautiful & so indescribably amazing. I've been living here for several years, & offen thought, I would try to start a project, where I took a picture of the beech EVERY day. So I could see the changes of life. & get a, mirror, in a way. So I could see, where, I started & then the finish result. See how the circle of life is. I'm a visual person. I remember, in pictures. So I hope, this project would help me too see where, I was mentally, when I started & see where I would be in life, when I've done :)

Livsglæden

Livsglæden

Hvor blev den af?

I formiddags, da jeg var på vej på arbejde, kommer der en mor med hendes lille dreng, gående imod mig. Den lille dreng går & fortæller mor, røverhistorier om hvad han skal & hvad han laver i børnehaven. Da han ser mig, stopper han op & siger som en MEGET farlig løve. Jeg spiller med på den & hopper 10 meter op i luften & laver en grimasse, som at jeg, VIRKELIG, bliver bange. Hvilket resultere i et MEGET STORT & smørret grin af den lille dreng. Hvorefter, jeg høre ham sige glædestrålende & pavestolt, til sin mor, "SE mor, JEG ER en MEGET farlig tiger!!!". Jeg gik derfra, med det meste gladelige smil, over, at jeg havde gjort denne lille dreng SÅ glad & SÅ stolt. Tænk at der skal så lidt til & der går intet af mig ved at have gjort det. Andet end at min dag også starter godt & starter med smil & glæde for mig også!!! Men HVORFOR er det at folk GLEMMER, at det er de SMÅ ting i tilværelsen, der gør det, det HELE værd? Hvorfor har MANGE, SÅ TRAVLT, at de glemmer, de små ting? Hvad tror de der sker?

Er det fordi de er bange? Er de bange for at komme til at se dumme ud? Blive latterliggjort? Hvorfor? Det jeg fik ud af denne situation, var, et smil fra moren, en stolt lille dreng, &, at jeg kunne gå med en dejlig varm følelse indeni!!! En af mine MEGET STORE drømme går snart i opfyldelse. & det har sat en milliard tanker igang. Jeg kendte engang denne fantastiske lille pige, som blev opereret i hjertet, for en hjertefejl. Hun var indlagt på Rigshospitalets Børneafdeling. Hun klarede sig forbløffende godt. Selv lægerne der havde opereret hende, var overrasket over HVOR GODT, hun klarede den. Det var en svær tid, for min veninde. & det er svært SOM veninde, at skulle stå på sidelinjen. For hvad fanden skal man sige til en mor, der skal have sin dyrebareste & kæreste eje, under kniven på den ord. Der er, ABSOLUT INGEN ord, der kan lindre eller gøre det bedre. Jeg blev harm på andre af min venindens, veninder, der bakkede ud. Jeg ved godt at DE, ligesom jeg var bange, IKKE vidste hvad de skulle sige, var bange for at sige det forkerte. Men de 'sagde' jo det FORKTE, ved at svigte, da hun mest havde brug for dem. Et ULTIMATIVT bedrag i MINE øjene. Jeg syntes, ærlig talt, IKKE, at man kan tillade sig at opføre sig på den måde!!! Det hele denne situation gjorde for mig var, at jeg tog en beslutning om, at SÅDAN, ville jeg ALDRIG blive eller gøre. & der dannede sig en ide, der nu er blevet til en drøm, at jeg vil være KLOVN på en børneafdeling. Hele situationen med drengen der legede løve/tiger fik mig til, at huske på min drøm & begynde, at drømme om den igen. Min drøm om at komme til NEW YORK, er, blevet VIRKELIG, LANGT TIDLIGERE, end jeg havde forventet. Nu er jeg begyndt, at turde at drømme igen. Så hospitalsklovn, HERE I COME!!!!!!!!

 

 

 



Overvejelser

ARBEJDS TANKER

ANGSTENS ANSIGT!

Hmmm, så sidder jeg her på arbejdet & blogger. Hvor jeg rent faktisk burde sidde & være totalt arbejds-agtig, men koncentrationen er ikke på sit højeste. Hæh, det er meget mere spændene at sidde & være social-medie-agtig. Ej, det at min drøm, om at komme til New York, blev en virkelig realitet, langt tidligere end forventet. Har gjort, at troen på, at andre af mine drømme kan blive en realitet, en virkelighed, er, kommet tættere på. At mine kollegaere tro nok på mig til at sende mig til NYC, har givet mig noget indre ro. Noget indre selv-tro. Jeg var lidt 'mærkelig' med at skulle fortælle om rejsen til min familie, for det er ikke lige fra familien jeg har mit 'bedre' selvværd. Men, overraskende nok fik jeg kun opbakning fra dem. Jeg blev lidt målløs, for, den støtte, den opbakning, havde jeg ikke ligefrem forventet. Men måske fordi at jeg, som menneske, er vokset så meget & vokset så meget VÆK fra den jeg engang var, har de fået mere tillid? Jeg ved det ikke? Men jeg havde, i mange år, ikke, haft personligt ansvar som en af mine spidskompetance. Jeg har i fortiden, & kan stadig indimellem, blive ramt af en KÆMPE angst. En angst for ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at kunne levere det, JEG TROEDE, andre har forventet af mig. Da jeg fik øje på de her mønstre ved mig selv, fik øjene op, begyndte jeg at kunne gøre noget ved det. Men HVORFOR er det så svært at snakke om ANGST!!!!!!!!!!!!!! HVAD ved angst gør, at folk, FLYGTER, når man snakker om det?? Hvorfor vil folk IKKE høre om det? Hvorfor får man kastet, den der med, "så tage dig dog sammen", lige i hoved, når man begynder at fortælle om sin angst?? Hvad er folk bange for??





Jeg forstår det ikke!!! Men jeg forstår hvorfor, at andre & også mig sekv inkluderet, ikke har haft lyst til at snakke om det når man får kastet sådan noget i hoved. Eller at folk bliver konfliksky. For man, jeg, har ikke behøvet at møde de reaktioner særlig mange gange, før man mister lysten til at skulle fortælle om det. Jeg har ofte siddet tilbage med en følelse af, enten, at folk bliver bange & flygter, eller, at folk bare syntes at, jeg var dovn, dum & ugidelig. & at jeg så er gået hen & blevet ligegyldig, uinteressant & SÅ MEGET ligemeget! Det er altså, IKKE, sjovt at sidde med den følelse! Her på min arbejdsplads, er, det et frirum, for folk med evtuelle diagnoser. Der, kommer denne unge, men ENORMT skønne unge kvinde, der har MEGET angst. Hun er meget genert, MEGET tilbageholdende & meget indelukket. Fordi at jeg dels har prøvet en del i mit eget unge & korte liv, & stadig er ung, så, har jeg en vis tiltrækning på de unge mennesker der kommer her. Hvilket jeg syntes er enormt fedt, for, jeg vil GERNE, mere end gerne, give mine dybtkøbte erfaringer, videre. & hjælpe nogen der står i den situation, jeg selv har stået i SÅ MANGE gange. Hvis mine erfaringer, kan bidrage til at de kan begynde at tro mere på sig selv. For, at tro på sig selv, er, ikke nemt i et system, der tager AL tro fra en. Som tager alle ens beslutninger fra en & som på INF`GEN måde lytter til UNGE mennesker. Der er en fejltolkning i systemet & samfundet. En ide om, at bare fordi at man er ung, er havnet i systemet, & måske, muligvis, er, havnet i et system, der ikke er indrettet til UNGE MENNESKER, så har man ikke en holdning, en mening. Man bliver behandlet anderledes!!! Jeg kan selv mærke, hvordan jeg bliver behandlet forskellig, fra da jeg var i starten af mine tyvere. & så nu hvor jeg er i slutning af tyverne. Jeg føler, at jeg nu bliver taget mere seriøst. Bliver taget alvorligt. Tænk engang!!!

 

 

Sammenhæng

Hmmmm, jeg har gået her de sidste par dage & tænkt, reflekteret over, HVOR MEGET tid, man, jeg, andre. Skal bruge på diverse sociale medier. Hvor meget man hele tiden skal overveje, opveje, hvad & hvilket billed man gerne vil vise. Hvilket 'ansigt' eller billed, man gerne vil vise udadtil. & hvor STORT et arbejde det egentlig er. Hmmm

Det er jo lige før, at det er et fuldtids arbejde. Skulle tjekke op på fakta, overveje ens holdninger & vurderer om man vil 'lægge det ud' i 'offentlige'. Om ens holdninger er stuerene. Om man er klar til at ta' huggende, hvis folk ikke kan li' ens holdninger. Er jeg 'modig nok'? Tør jeg ta' huggende, hvis mine holdninger ikke stemmer overens med omverdenens?

Ved det ikke. & samtidig sidder jeg med 'tanken/følelsen' af, at hvis jeg tænker, føler, oplever eller ser en ting, kan jeg vel kun fortælle historien ud fra MIN udgangsvinkel. Mit udsyn!

Jeg har fået det her skønne menneske ind i mit liv. Som, ligesom jeg, er MEGET reflekterende, overvejende & eftertænksom. Men som tænker, reflektere, på en HEL ANDEN måde end jeg. Han ser & tænker på 'den 'anden' side' af hvad jeg gør. & vender mig & mit hoved, op & ned. Så jeg bliver helt forvirret. På den gode, men lidt mærkelig måde. Jeg bliver næsten forvirret indimellem.

Men samtidig, så, er vi så på bølgelængde. Får mig ud af min skal, får min indre, 'foto-nørde-gnist' frem igen. Tror på mig. Hmmm

Jeg har her de sidste dage, tænkt meget på & over, al den nyheds-strøm der, f.eks., er på Twitter, & som gjorde at jeg 'hoppede' fra Facebook til  Twitter. Hvor STORT et arbejde det er, & HVOR tidskrævende.

Jeg ved ikke om jeg kan 'levere' eller 'producere' SÅ meget. & måske, alle de forventninger, ligger, mere hos mig selv. End hos alle de skønne mennesker der følger mig? Hmmm

Overvejelser

Jeg syntes at der sker pænt meget i mit liv for tiden. Det er fedt, men indimellem har jeg svært ved at forstå det. Jeg tror på det! I forhold til så mange gange før, så tror jeg på det denne gang. Jeg har så mange før, troet på at det gode ville ske, at det er gået i stykker. Hvilket har resulteret i, at jeg mistede troen. At jeg var bange for at tro. Tro på at når noget godt skete, at det så VILLE lykkes, at jeg stoppede med at turde tro på noget som helst.
Nu skal jeg til New York. Men denne gang TØR jeg godt tro. Der sidder stadig en abe, en MEGET lille abe, på min skulder & hvisker. Gør mig en smule bange. Men jeg lytter for en gangs skyld ikke, helt så meget. For jeg ved den tager fejl. Ved, at den fortæller usandheder, for, at jeg skal miste troen på mig selv, som jeg plejer. & den vil jeg IKKE give den. For jeg fortjener den her!
Jeg gør en KÆMPE & flot stykke arbejde. Så selvfølgelig, fortjener at høste gaverne for det! PUNKTUM! 

Fotoprojektet del 2

 

Bøgen

   Syntes at det her er et lidt sjovt projekt, men jeg elsker det. Jeg har altid haft en smule fordomme omkring de folk der lavede sådan nogle foto-projekter. Men i bund &grund har det handlet om mig og MIN usikkerhed. Min frygt for ikke at være god nok & frygten for ikke at kunne gennemføre det. Nu er der så kommet et HELT ANDET aspekt ind. Jeg har opdaget at jeg går til opgaven med en god & STOR portion glæde & gå-på-mod. Der er gået helt sport i det & jeg føler, at for kunne fortælle MIN historie, bliver jeg "nødt til" at tage bøgen med i mine fortællinger. Den er så stor en del af min daglig dag, at den SKAL med. Hold op, hvor har jeg mange gange siddet & filosoferet over mange ting i dens "selskab". Når jeg indnimellem har siddet lidt for langt inde i en dum spiral, er der kommet en ordenlig vind, har rusket i træet & fået den til at bruse. Hvor jeg så er blevet rusket lidt op & ud af min egen lille verden. Dejlig reminder på, at verden, IKKE, er mig & MIN navle. Det er et klarsyn & en skønhed. Jeg skal med mit arbejde til New York i HELE 3 uger. VILDT! Ikke i min vildeste fantasi havde jeg en forventning om, at det ville være mig der ville blive valgt. Jeg TURDE ikke tro på det for meget, for IKKE at blive skuffet. Jeg har ALTID drømt om at komme til New York. At prøve at skulle opleve noget SÅ STORT. Hvor det hele bare er SÅ MEGET større end jeg er. Jeg troede ikke, at jeg ville komme til at opleve det allerede.  Jeg troede at det måske ville være noget der ville ske om, lad mig sige, muligvis om 20 år. I hvert fald, MEGET langt ude i fremtiden, & ikke allerede. Hold kæft jeg glæder mig!

 

Bøg - Projektet, del 1

 

Aftens Bøg Skønhed

Jeg kan ikke lade vær med at føle mig enormt priviligeret når jeg ser min udsigt.

Den giver den ro, den stilhed & den sjælefred jeg har brug for! Jeg ville ALDRIG kunne finde ro eller fred inde i en storby. Jeg ville have svært ved at eksistere, svært ved at trække vejret & jeg tror at jeg ville forsvinde. Syne væk,  blive gennemsigtig & "blive væk". Jeg har svært ved at se & finde tiltrækningen, ved at bo i en storby. Især når jeg så har sådan en udsigt som denne!!! Når jeg, har et lille egern, der kommer & "hilser på". Som kommer HVERT forår & som bliver ved med at komme helt til efterårets slutning hvor den går i hi. Det er fedt at se hvordan den, her til efteråret, begynder, at samle forråd. Det er hyggeligt & dejligt livsbekræftende at se, hvordan den tripper hen over græsplænen for at samle mad til efteråret. At se den, samle bog fra bøgen & hvad den nu ellers kan finde i & omkring bøgen. Da jeg så den første gang, for, et par somre tilbage, var den, noget forbeholden & det var som om at den lige skulle se mig an. Bedømme mig & se om jeg var "one of the good or bad guys". Nu er den så tryg ved mig at den slet ikke ænser mig et eneste øjekast eller blik. Som om at jeg er fuldkommen ligegyldig. Ikke eksisterende eller betydningsfuld. Jeg er bare en der er der. En genstand, den ved der ikke gør den noget. Det er i min verden, at leve, at nyde, at opleve & at føle livet på livets betingelser. En del af livets meninger & glæder. Jeg kunne & kan ikke forestille mig et liv, der ikke er i følgeskab & i respekt for naturen. Jeg vil ikke kunne leve eller eksistere, et sted hvor der ikke er den der nærkontakt med natur & også naboer. Jeg bliver fx., her forleden, stoppet af en ældre dame. Jeg havde, som jeg plejer smilt BREDT til hende, & jeg fik et MEGET BREDT & livsbekræftende smil tilbage. Hun stoppede mig så, & spurgte hvor jeg havde købt, min MEGET fine (& indisk inspireret bluse), henne. Jeg fortalte hvor & hun lyste helt op & sagde at den kendte hun godt. Der købte hun også tøj.  

Foto-Projektet

Jeg syntes at det ville være en smule sjovt at lave et 'forsøg' eller et 'projekt', hvor jeg over et år, tager et morgen & et aften billed af bøgen i min have. For at se & vise årets, naturens & årstidernes gang. En måde at vise livets gang på. En måde at vise ændringer, bevægelsen & 'slagets gang'. En test af, om, jeg har rykket mig. Om jeg mentalt, har rykket mig. Om jeg fysisk har rykket mig. Om jeg stadig formår at filosofere, reflektere & nyde. Hvad vil der ske, i mit liv, på det år?
Vil jeg stadig bo her?
Vil jeg stadig arbejde med det samme?
Vil jeg stadig brænde for det jeg laver?