Fanget, glemt eller.......?

Gemmensigtighed?

Sidder & føler mig fanget. Fanget af alt det jeg gerne vil sige, men føler jeg ikke kan formulere. Ordene der hober sig op, følelser der sidder som en klump i brystet. Frustrationer, kaos, usikkerhed, forvirring. Hmmmm

På denne tid næste lørdag sidder jeg i et fly, på vej til New York. Rejse-skræk? Rejse-feber?

Sidste år, var jeg, en uge i Norge. Det var faktisk da ham Breivik, syntes at han lige skulle "hygge" sig lidt med en skyder. Min bedste, på nu 82, ringede desperat til min far. Hvilken ø er det nu barnebarnet er på?????

Min far kunne ikke huske det helt, men mente bestemt, at det IKKE var Utøya. Rigtig nok! Jeg var på Bragdøya. Men for at berolige min bedste, ringede han nu alligevel. Jeg har en mor der er MEGET syg & på plejehjem. Så da jeg så min far havde ringet & jeg ikke kunne få fat på ham da jeg ringede tilbage. Gik JEG i panik. Samtidig med, at der på Bragdøya, SELVFØLGELIG, bredte sig en, forvirret, kaotisk & trist stemning. Ingen vidste hvad fanden det var der foregik, andet end spredte rygter, sætninger fra "virkeligheden" blandede sig med stemmer fra radioer hentet på fastlandet. Da jeg ENDELIG fik fat på min far & derefter min bedste, viste det sig, at de vidste MERE om hvad der foregik end vi i Norge gjorde. Vi var på en ø, uden tv, computere (eller internet), ej heller nogen aviser.
Der var som sagt nogen der sejlede ind til Kristiansand & købte en radio, hvor vi kunne følge en smule med. Det var utroligt SMUKT, at se hvordan nordmændene stod sammen. Hvordan de støttede hinanden & drog omsorg for hinanden. Om aftenen, gik alle ned til en af strandene & sendte lys ud på vandet på staniolsbakker. En oplevelse der var så UBESKRIVELIGT rørende, smukt & ja INGEN ORD kan beskrive den smukke oplevelser.
Det var første gang, jeg i mit liv, var ude at rejse uden forældre. Hvor jeg var på egne ben & skulle ordne tingene selv. Men Norge er ikke sååååå langt væk hjemmefra, at jeg ikke ville kunne komme hjem pænt hurtigt, hvis det virkelig brændte på. Nu står New York snart for døren. Om en uge sidder jeg i et fly på vej mod byen der aldrig sover. Nu står jeg VIRKELIG på "egne" ben. Hmmmm, kan jeg? Kan jeg leve op til det der forventes af mig? Har de ikke set igennem mig & at jeg faktisk IKKE er helt så sej som jeg ser ud??
Jeg syntes der er så meget rod & usikkerhed indeni, at jeg ikke helt, kan forstå, at jeg ikke er blevet "opdaget". Opdaget i at jeg ikke er så god som jeg ser ud. Hmmmmmmmm.
Der var engang, en der sagde til mig, at jeg sætter urimeligt & urealistisk høje krav til mig selv. At jeg forventer ting af mig selv, som, jeg endnu ikke har lært. Ting som jeg ikke "burde" vide eller kende til. Men som jeg pålægger mig selv & forventer af mig selv. Perfektionisten længe leve. Eller nej. For det føles ikke fedt. Det giver mig ikke nogen tilfredstillelse, andet end stress. Fint nok at jeg er perfektionist i forhold til mine billeder, for, mine billeder er SÅ VIGTIGTE et "billed" på hvem jeg er som menneske. & når jeg ved at jeg kan gøre det bedre, VIL jeg også gøre det bedre. Der er det okay for mig, at sætte de krav. For der, vil jeg kunne stå 100% inde for det jeg sender ud i "æteren", ud i vedenen eller u name it???
Det slog mig forleden dag, da jeg, sidst skrev her på min blog, hvor længe siden det var, at jeg sidst skrev. Hvad skete der lige der???
Denne røde Ford, der på det sidste billed, har holdt på min parkeringsplads i, i hvert fald en måned nu. & jeg kan ikke lade vær med at syntes at det er trist. Er der ikke nogen der savner den?? Mangler den??
Åbenbart ikke, for, den står bare der & er efterladt, forladt & fortabt. Den bliver ikke brugt. Bliver ikke savnet eller?
Syntes af det er noget så trist at den bare står der. Den burde være ved nogle der vil den, har lyst til den & som værdsætter den!!!