Hips som Haps

Ulykkes-Fuglen!

 Den der udtrykte ordsproget "En ulykke kommer sjældent alene" eller "At få det forkerte ben ud af sengen", burde få en medaje. En MEGET flot guldmedaje!

 Alt hvad jeg syntes kunne gå galt, gik galt da jeg stod ud af sengen idag. Ej IKKE helt sandt. Men dagen idag, har fra da jeg "stod op", føltes helt malplaceret. & dog!
I princippet, kan jeg ikke påstå at jeg OVERHOVEDET er stået op idag. Er inde i en "de perioder". Sådan en af slagsen, hvor jeg sover ad helveds til. Jeg har sådan nogle "søvn-kategorier", som, jeg sætter mine søvnmønstre ind i. & jeg er i den, hvor jeg enten vågner èn gang i timen eller en gang hvér anden time. I nat kunne jeg så SLET IKKE sove. Så har været vågen, ej er seriøst FOR træt til at regne ;)
New York, rykker tættere & tættere på. UNDER to uger. FUUUUUUUUCK!
Er jeg klar? NEEEEEEEEEEEEEEJ!
Møder jeg opbakning fra familien, (hvis man lige ser bort fra min bedstemor & min MEGET SYGE mor på plejehjemmet). NEEEEEEEEEEEEEJ!!!!
Min svigerfamilie, er, mere spændte på mine vegne end, min, EGEN FAR! Har han ringet én eneste gang for at gøre hvordan & hvorledes? NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!

Er det for meget, at forlange af sin EGEN far, at han ringer til sin datter (der skal rejse til New York i 3 uger), & spørg hvordan det står til?
Er det for meget at forlange at ens EGEN far viser en bare SMULE interesse?
På den anden side, har han jo ALDRIG gjort det. Hvorfor skulle han så begynde nu??????????
Forventer JEG for meget???
Jeg har lært at leve med det. Men når jeg så ser på kæresten & hans familie, kan jeg ikke lade vær med, INDIMELLEM, at blive (misundelig er IKKE det rette ord. For jeg under ham det godt). Men jeg kan ikke lade vær med at føle at JEG går glip af en hel masse. Jeg føler mig udenfor når jeg besøger ham. Føler mig malplaceret, for jeg har jo aldrig haft familie på den måde. Min kære & dyrebare bedste, bor HELT OVRE i jylland. Så det er kun når økonomien vil det, at jeg kan komme derover & få en smule følelse af familie. Samtidig, har jeg, så længe jeg kan huske, båret rundt på en sorg over. At når hun dør, mister jeg det sidste "link", til, følelsen af at ha' en familie. Hvad gør jeg så? Hvem skal så elske mig? Hvem ringer så til mig, når jeg som nu, skal ud & rejse? Hvem elsker mig så?
Det her er IKKE for at få medlidenhed. Men, som nogle coach/terapeut-dimser ville sige, en form bearbejdelse. En form for renselse? U name it! Find de ord der bedst beskriver det jeg mener. HVIS du "getting my drift"? Hmmmmmm
Tør jeg tro på at det forhold jeg er i nu, holder? Ved det ÆRLIGT talt. Tør, tør ikke??????
Jeg har sååååå svært ved at tro på os. Jeg vil SÅ GERNE, &, gør et forsøg HVER DAG, på, ikke at lade min angst få overtaget. For jeg er så vant til, at det, IKKE, kan betale sig at lukke nogen ind. Men det føles jo, SÅ HELVEDS, godt når jeg tør. Skal angsten vinde, eller, tør jeg gå imod den?
Det er det MEGET & ALLER-STØRSTE spørgsmål. Hmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm
Ja, New York, New York. Kommer til at "gå glip" af HELE 3 uger af min bøgs liv. Men godt den er der når jeg kommer hjem. Så er der da noget der er sikkert!!!! ;)