UBESLUTSOM
Så er det lige at jeg ikke gider at være på arbejde. Syntes at der er tusind ANDRE ting jeg hellere vil. Men når det kommer til stykket, ender det nok med at jeg alligevel ikke får gjort de ting jeg gerne vil. Er så træt af jeg kunne falde i søvn. Men min kontorstol er så ikke lige den bedste eller mest behagelig.
Hvor var det svært i morges. Var ved kæresten i weekenden. Ungerne (hans fastboende børn), var lidt kede af at jeg skulle afsted. Tror at de var bange for at jeg ikke ville komme igen.
Hans mellemste hang meget på mig i weekenden. Hun blev konstant ved med at spørge mig hvornår jeg skulle hjem & hvornår jeg kom igen. Syntes at det, HVER GANG, er, så forbandet svært at skulle sige farvel. Selvom at jeg kommer igen, så, savner jeg dem jo forbandet meget. &så selvom at det ikke er mine unger. De er bare så skønne & dejlige. Det er hårdt at blive "bonus". Altså, alt det der med, hvad må jeg? Hvad må jeg ikke? Bliver jeg accepteret? Eller er jeg den dumme nye kæreste? Vil de kunne li' mig? Eller bliver det en kamp? Hvor meget kan jeg tillade mig?
De har heldigvis taget RIGTIG GODT imod mig. & de kommer SELV hen & vil ha' knus & kys (hvilket er noget jeg lægger STOR vægt på!!!). Børn skal ha' en masse omsorg, en masse kys & en masse nusning. Alt det fik jeg ikke som barn, derfor er det egentlig lidt pudsigt, at jeg er blevet, SÅ kærligt et menneske?
Men jeg ved ikke noget BEDRE, end at putte, hygge & ha' det fedt.
Her i lørdags var vi så til nogle af ungernes karate-halløj. Det var faktisk pænt fedt & kærestens ældste gjorde det bare SÅ godt!!!
Men hold da op, udover at jeg, kommer til at savne ungerne. Kommer jeg &så til at savne lækkermåzen ad helveds til. Omstændighederne er indimellem svære. Det er endt med at jeg selv skal tage ind i lufthavnen. Jeg kender ingen der kan køre mig & kæresten skal på arbejde. Så selvom at jeg da HELT SIKKERT, godt selv kan. Ville det ha været rart, "just for once", at ha' en der kan hjælpe. EN som kan få mine i forvejen, hårdt prøvet nerver, beroligt. Jeg er vant til at gøre ALTING selv. & som jeg sagde til ham den lækre i weekenden, ville det være rart. Bare EN GANG, dels at ha' en at følges med. & dels IKKE, at skulle gøre DET HELE alene. Hmmmmmm
Hans mellemste hang meget på mig i weekenden. Hun blev konstant ved med at spørge mig hvornår jeg skulle hjem & hvornår jeg kom igen. Syntes at det, HVER GANG, er, så forbandet svært at skulle sige farvel. Selvom at jeg kommer igen, så, savner jeg dem jo forbandet meget. &så selvom at det ikke er mine unger. De er bare så skønne & dejlige. Det er hårdt at blive "bonus". Altså, alt det der med, hvad må jeg? Hvad må jeg ikke? Bliver jeg accepteret? Eller er jeg den dumme nye kæreste? Vil de kunne li' mig? Eller bliver det en kamp? Hvor meget kan jeg tillade mig?
De har heldigvis taget RIGTIG GODT imod mig. & de kommer SELV hen & vil ha' knus & kys (hvilket er noget jeg lægger STOR vægt på!!!). Børn skal ha' en masse omsorg, en masse kys & en masse nusning. Alt det fik jeg ikke som barn, derfor er det egentlig lidt pudsigt, at jeg er blevet, SÅ kærligt et menneske?
Men jeg ved ikke noget BEDRE, end at putte, hygge & ha' det fedt.
Her i lørdags var vi så til nogle af ungernes karate-halløj. Det var faktisk pænt fedt & kærestens ældste gjorde det bare SÅ godt!!!
Men hold da op, udover at jeg, kommer til at savne ungerne. Kommer jeg &så til at savne lækkermåzen ad helveds til. Omstændighederne er indimellem svære. Det er endt med at jeg selv skal tage ind i lufthavnen. Jeg kender ingen der kan køre mig & kæresten skal på arbejde. Så selvom at jeg da HELT SIKKERT, godt selv kan. Ville det ha været rart, "just for once", at ha' en der kan hjælpe. EN som kan få mine i forvejen, hårdt prøvet nerver, beroligt. Jeg er vant til at gøre ALTING selv. & som jeg sagde til ham den lækre i weekenden, ville det være rart. Bare EN GANG, dels at ha' en at følges med. & dels IKKE, at skulle gøre DET HELE alene. Hmmmmmm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar