Overvejelser

ARBEJDS TANKER

ANGSTENS ANSIGT!

Hmmm, så sidder jeg her på arbejdet & blogger. Hvor jeg rent faktisk burde sidde & være totalt arbejds-agtig, men koncentrationen er ikke på sit højeste. Hæh, det er meget mere spændene at sidde & være social-medie-agtig. Ej, det at min drøm, om at komme til New York, blev en virkelig realitet, langt tidligere end forventet. Har gjort, at troen på, at andre af mine drømme kan blive en realitet, en virkelighed, er, kommet tættere på. At mine kollegaere tro nok på mig til at sende mig til NYC, har givet mig noget indre ro. Noget indre selv-tro. Jeg var lidt 'mærkelig' med at skulle fortælle om rejsen til min familie, for det er ikke lige fra familien jeg har mit 'bedre' selvværd. Men, overraskende nok fik jeg kun opbakning fra dem. Jeg blev lidt målløs, for, den støtte, den opbakning, havde jeg ikke ligefrem forventet. Men måske fordi at jeg, som menneske, er vokset så meget & vokset så meget VÆK fra den jeg engang var, har de fået mere tillid? Jeg ved det ikke? Men jeg havde, i mange år, ikke, haft personligt ansvar som en af mine spidskompetance. Jeg har i fortiden, & kan stadig indimellem, blive ramt af en KÆMPE angst. En angst for ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at kunne levere det, JEG TROEDE, andre har forventet af mig. Da jeg fik øje på de her mønstre ved mig selv, fik øjene op, begyndte jeg at kunne gøre noget ved det. Men HVORFOR er det så svært at snakke om ANGST!!!!!!!!!!!!!! HVAD ved angst gør, at folk, FLYGTER, når man snakker om det?? Hvorfor vil folk IKKE høre om det? Hvorfor får man kastet, den der med, "så tage dig dog sammen", lige i hoved, når man begynder at fortælle om sin angst?? Hvad er folk bange for??





Jeg forstår det ikke!!! Men jeg forstår hvorfor, at andre & også mig sekv inkluderet, ikke har haft lyst til at snakke om det når man får kastet sådan noget i hoved. Eller at folk bliver konfliksky. For man, jeg, har ikke behøvet at møde de reaktioner særlig mange gange, før man mister lysten til at skulle fortælle om det. Jeg har ofte siddet tilbage med en følelse af, enten, at folk bliver bange & flygter, eller, at folk bare syntes at, jeg var dovn, dum & ugidelig. & at jeg så er gået hen & blevet ligegyldig, uinteressant & SÅ MEGET ligemeget! Det er altså, IKKE, sjovt at sidde med den følelse! Her på min arbejdsplads, er, det et frirum, for folk med evtuelle diagnoser. Der, kommer denne unge, men ENORMT skønne unge kvinde, der har MEGET angst. Hun er meget genert, MEGET tilbageholdende & meget indelukket. Fordi at jeg dels har prøvet en del i mit eget unge & korte liv, & stadig er ung, så, har jeg en vis tiltrækning på de unge mennesker der kommer her. Hvilket jeg syntes er enormt fedt, for, jeg vil GERNE, mere end gerne, give mine dybtkøbte erfaringer, videre. & hjælpe nogen der står i den situation, jeg selv har stået i SÅ MANGE gange. Hvis mine erfaringer, kan bidrage til at de kan begynde at tro mere på sig selv. For, at tro på sig selv, er, ikke nemt i et system, der tager AL tro fra en. Som tager alle ens beslutninger fra en & som på INF`GEN måde lytter til UNGE mennesker. Der er en fejltolkning i systemet & samfundet. En ide om, at bare fordi at man er ung, er havnet i systemet, & måske, muligvis, er, havnet i et system, der ikke er indrettet til UNGE MENNESKER, så har man ikke en holdning, en mening. Man bliver behandlet anderledes!!! Jeg kan selv mærke, hvordan jeg bliver behandlet forskellig, fra da jeg var i starten af mine tyvere. & så nu hvor jeg er i slutning af tyverne. Jeg føler, at jeg nu bliver taget mere seriøst. Bliver taget alvorligt. Tænk engang!!!