Historier fra dronningen af rodløshed - Del 1

Frustreret, mig? NEJ da & det er slet ikke ironisk ment. Eller noget, et eller andet.
Jeg har fået den her dejlige mand ind i mit liv, men han kommer så med den bagage, at han er alenefar på FULD tid, bor i kollektiv med sine egne børn, sin søster, søsterens børn, søsterens kæreste & sine forældre. Vi ér, (jeg er ikke HELT flyttet ind, ENDNU. Selvom at kæresten & ALLE ungerne "are dropping hints", konstant), TOLV mennesker i et ALT FOR LILLE HUS. Hvilket resultere i, at kærestens & mit værelse er en FORBANDET MELLEMGANG. Vores værelse, ER, en gang der føre fra, ungernes værelse (hans tre VIDUNDERLIGE unger), & ud til trappen som føre ned til første salen. Ungerne skal være på deres værelse kl. 21.00. Men det giver jo IKKE ro. Hvis de skal på toilettet, ha' noget at drikke & so on, skal de jo igennem vores "værelse". Hvis man kan kalde det, det. Vi har ingen seng, men en SKOD-sove-sofa! Så dejligt det kan være at ungerne er tæt på, MEGET TÆT PÅ, ligeså MEGET kan det være en KÆMPE prøvelse. Der er aldrig fred, aldrig ro & aldrig PRIVATLIV. Jeg har brug for, BARE ENGANG IMELLEM, at kunne lukke døren & IKKE at skulle forholde mig til, legetøj i hoved, skoletasker OVER det hele eller skænderier over hvem der legede med dukken først. Men omstændighederne er ikke sådan pt.. Så der er perioder, hvor, tålmodigheden er en by i Rusland & hvor det, at være udhvilet er utopi.

Samtidig er det jo VIRKELIG dejligt, at hygge & putte. Jeg føler mig ENORMT priviligeret over HVOR GODT jeg er blevet taget imod. Dels af ungerne & dels af svigerfamilien. Jeg føler mig allerede som en del af familien. Men der ligger også et savn & en sorg der. En sorg over, at jeg ikke har det sådan med min egen familie. Et savn til min egen familie. For jeg har jo ikke været med helt fra start. Været med HELE VEJEN. Det er svært. Fx., op til jul, hvor vi stod & pyntede juletræet. Dels foregår det jo anderledes i min familie, vi har jo andre traditioner. Dels, så snakkede de meget om familiehistorier, der var knyttet til noget af det forskellige pynt. Jeg følte mig SÅ malplaceret, SÅ udenfor & SÅ MEGET forkert et eller andet sted. Jeg følte mig som en "intruder", at jeg trængte mig på & var en del af noget, som jeg, rent faktisk IKKE var en del af! Samtidig var jeg ENORMT ked af, at jeg IKKE har en familie på den måde. At det ville ha' været nemmere at komme igennem, hvis min familie OGSÅ var sådan. Men min familie, er, af sådan en slags, at der er en MASSE skelletter & spøgelser. Som INGEN vil snakke om, medmindre at de har fået noget vin indenbords. Hvor det så bliver vendt til beskyldninger & anklager i stedet. Så familie-arrangementerne i min familie, er, ENORMT opslidende, ENORMT trættene & ENORMT deprimerende. At blive haglet ned, eller at skulle høre på at de hagler HINANDEN ned & efterfølgende beder en om at ta' parti, falder ikke ligefrem ind under betegnelsen "hyggelig". Så det er med STOR ambivalens, at skulle være del af en andens familie, som jeg IKKE har nogle minder med, ENDNU. At skulle blive mindet om konstant, at man rent faktisk & ikke helt, er, en del af en familie. At jeg ikke rigtigt høre til nogen steder. At jeg ikke er rigtig er en del af noget familie-"fællesskab".

Jeg er outsideren, "the intruder". At skulle være "familie-løs", var, ligesom et "koncept", jeg havde taget til mig. Jeg har været i en del forhold, & jeg har 100% også et ansvar, hvor det er endt MEGET GALT. Jeg har været over-ansvarlig & mine tidligere partner, under-ansvarlige. Jeg var ligesom nået frem til at jeg, IKKE ville kunne tiltrække mig "one of the "good" guys", for, jeg havde svært ved at ændre mønstret med UENDELIGT DÅRLIGE selvværd. Jeg troede IKKE på mig selv & på, at det at få mig, min EGEN familie, var mig forundt. Jeg vidste ikke om jeg syntes at det var besværet værd, når jeg endte med få endnu et hak nedad pga., dårlig dømmekraft, dårligt selvværd & ingen tro på NOGET SOM HELST. At det skulle blive anderledes, troede jeg heller ikke var en valgmulighed. For jeg følte at jeg, HAVDE, gjort et reelt forsøg & givet det nok chancer. Hvorfor så spilde tiden mere på noget der var formålsløst?

Jeg har så fundet ud af, at det, IKKE er HELT, Så formålløst, nedslående eller udenfor min rækkevidde. Det er stadig enormt hårdt & indimellem tvivler jeg på min kærestes motiver for at være i det her forhold. Men jeg ved at han vil mig, når han, fx., har købt min yndlings chokolade eller massere mig, selvom at han selv er pisse-træt.