Reaktionen på andres sygdomme eller mangel på samme...!?!

Hvilket svar?

Så sidder jeg på arbejdet & får den her sms fra en veninde der igår blev indlagt på hospitalet til observation. Hun har haft de her anfald som lægerne gerne ville undersøge om kunne være epilepsi. Hun skulle være indlagt fra mandag til torsdag. Men er så blevet udskrevet idag fordi at hun havde haft et anfald i nat. Lægerne mente IKKE at det var epilepsi, men et eller andet med overbelastning af et eller andet halløj. Hmmm, tænkte jeg. Jeg har selv sygdom MEGET tæt inde på livet & kan bedst li' at folk spørg end at de, "står & mumler i skægget". Men da jeg modtog den sms fra min veninde, vidste jeg ikke HVAD jeg skulle svare. Vi havde snakket sammen inden hun blev indlagt, hvor hun havde givet udtryk for at hun ET ELLER ANDET sted ønskede at det VAR epilepsi. For så ville hun ENDELIG få nogle svar på HVAD det var hun fejlede. Da jeg så modtog den sms, for ikke så længe siden, blev jeg lidt i tvivl om HVAD jeg skulle svare?

Skulle jeg svare at jeg var ked af at det IKKE VAR epilepsi? At det var GODT at de havde fået afskrevet det? Eller velkommen til "vi-kan-IKKE-finde-ud-af-hvad-du-fejler"-helved? Hmmm, måske IKKE!!!
Men jeg ved at hun har været igennem MANGT & MEGET for at finde ud af hvad det er. & de har undersøgt hende (undskyld mig udtrykket ;)), i hoved & røv, for finde ud af HVAD hun fejler. Hmmmm.

Det hele startede efter at hun havde været i Indien for at lave noget frivilligt arbejde, på en skole for kvinder tror jeg det var. Hun havde brækket benet, var endt på et hospital, hvor de ikke fik sat det ordenligt på plads. & da hun så kom hjem til DK igen, & STADIG havde store efterveer efter det brækket ben. Mente de dansk læger at der nok var en sammenhæng. Efter flere år, en masse undersøgelser & efter at de troede at de ENDELIG troede at de havde fået den ene eller den anden diagnose. Så er hun endt her. & alligevel IKKE! For de ved jo stadig IKKE, HVAD det er hun fejler. Det er som en bobbel der ikke vil briste, en ting indeni der ikke vil lade sig åbenbare. & hvad skal man som ven/veninde stille op, svare eller gøre, andet end at bakke op om & støtte personen. Hmmm, jeg ved det ikke. Andet end at gøre det jeg i forvejen gør. Vær der hvis hun har brug for for det. Ha' dejligt "brede skuldre" som hun kan læne sig op ad & græde ved hvis det er det hun har brug for.
Men hold kæft det kan være svært at vide hvad man skal sige & hvad man IKKE skal sige. & i hvilke situationer man skal sige hvad. Det er en svær balancegang indimellem. Jeg spurgte så i denne her situation, en kollega hvad han syntes jeg skulle svare. For jeg vidste det ærlig talt ikke ;)